Inddeling af epoxyharpikser
Epoxyharpikser med tilhørende hærdere udgør et meget stort og kompliceret emneområde med utallige kombinationsmuligheder, og der findes ingen vedtaget inddeling af materialerne. Sædvanligvis behandles epoxyharpikser kronologisk i den orden, de er blevet lanceret i. De ældste og mest brugte epoxyharpikser er baseret på polyphenoler. De alifatiske og de cykloalifatiske kom til senere. De er vigtige i mange anvendelser, men har i lighed med nitrogenholdige epoxyforbindelser endnu ikke nået standardharpiksernes fremstillingsvolumen.
Teknisk set kan epoxyharpikserne inddeles efter det temperaturområde, som de hærder i:
- Ved stuetemperatur
- I varme < 100 °C
- I varme > 100 °C
Den optimale hærdningstemperatur for epoxysystemer afhænger mere af, hvilke hærdere og acceleratorer der anvendes, og mindre af epoxyharpiksens opbygning.
I koldhærdende systemer anvendes i almindelighed amin- eller amidhærdere med tertiære aminer som accelerator. I systemer, som hærder ved højere temperatur, anvendes phthalsyreanhydrid, aromatiske aminer og HET-syreanhydrid til sværtantændelige laminater (HET-syre = Hexa-chlorEndomethylenTetrahydrophthalsyre). Over 100 °C sker hærdning med phenolformaldehyd.
Yderligere inddeling kan være i énkomponent- og tokomponentharpikser. Hærdning ved stuetemperatur sker sædvanligvis efter blanding af hærdere og harpiks, som således før hærdningen holdes adskilt fra hinanden og udgør et tokomponentsystem, sædvanligvis kaldet tokomponentharpiks.
Hærdning ved højere temperatur kan ske med énkomponentharpikser, som er blandinger af hærdere og harpiks. Blandingen er stabil ved stuetemperatur og hærder først ved højere temperatur. Blandingen kan være et delvist hærdet system indeholdende en hærder, som først virker ved højere temperatur. Derfor kan den delvist hærdede blanding tåle at blive lagret i en vis tid ved stuetemperatur. Sådanne systemer anvendes ved fremstilling af pressemåtter (SMC), forimprægnerede fibermaterialer (prepregs), pressemasser og støbeharpikser. SMC, prepregs og pressemasser forarbejdes og hærdes i presser mellem varme formværktøjer, og støbeharpikser hældes i en opvarmet form. Tonnagemæssigt er anvendelsen af énkomponentharpikser lille i sammenligning med tokomponentharpikser.
Efter epoxyharpiksernes kemi og egenskaber kan de inddeles således:
- Bisphenol A-diglycidyltypen (DGEBA)
- Aromatiske glycidylethere med novolak- og bisphenol F-baserede typer
- Alifatiske diglycidylethere og fortyndere
- Aromatiske diglycidylaminer (nitrogenholdige epoxyharpikser)
- Cykloalifatiske epoxyharpikser