E-bogen er under udvikling og systemet vises i beta-version. Læs mere om udviklingen under Om denne e-bog. BETA

Indhold
PDF-Test PDF billedkataloger Bogen om plast Søg Generelt om plast Generelle egenskaber ved plast Termoplast Termoplastiske elastomerer Hærdeplast Forstærkningsfibre Plastbaserede kompompostimaterialer Arbejdsmiljø Det ydre miljø Genanvendelse og bortskaffelse Sprøjtestøbning
De første sprøjtestøbemaskiner Den moderne sprøjtestøbemaskine Sprøjtestøbemaskinens hovedelementer Sprøjteenhedens funktion Maskindyser og indløbsbøsninger Værktøjsopspænding Sprøjtestøbeproces og procesberegninger Kalkulation Inden produktionsopstart Sprøjtestøbecyklus Forskellige driftsformer og funktioner Sprøjtestøbemaskinens vedligeholdelse Sikkerhed ved sprøjtestøbemaskinen Indkøring med fastlæggelse af procesparametre Værktøjer og hjælpeudstyr
Treatning eller coronabehandling Værktøjsfremstilling Sprøjtestøbeværktøjets opbygning og hovedbestanddele Indløbstyper, placering og dimensionering Centraludstøder/indløbstrækker Udstøderkonstruktioner Værktøjsundbygningshøjder og forskellige udstødersystemer Temperaturregulering Formtemperaturens indvirkning på emnet Kølesystemer Datomærkning
Materialer Alternative sprøjtestøbeteknikker
Ekstrudering
Produkterne Ekstruder Processen Ekstruderens opbygning Processen fra granulat til produkt Generel klargøring inden opstart Indkøring og optimering Værktøjer og hjælpeudstyr Materialer Ekstruderingsprocesser Rørekstrudering Profilekstrudering Plade og planfolieekstrudering Monofilamentekstrudering Kabelisolerings- og kapperørsekstrudering Blæsestøbning Indkøring og optimering Hoveder og hjælpeudstyr Materialer Alternative processer
Termoformning
Termoformmaskinen Positiv- og negativformning Termoformningsmetoder Opvarmning Køling Afformning Materialeegenskaber, der har indflydelse på termoformprocessen Konstruktion af forme Konstruktion af overstempler Kontrol af emner fejl ved termoformning
Rotationsstøbning Fremstilling og forarbejdning af fiberforstærket hærdeplast Polyurethanstøbning Pressestøbning Gummiforarbejdning Sammenføjning Spåntagning

De første plasttyper

En plastfabrik i 1947
Arteka Formstof A/S

Det første plastmateriale, der fik kommerciel betydning, var cellu­loid, som er cellulosenitrat, der er blødgjort med kamfer. Det er en videreudvikling af det yderst farlige stof skydebomuld, som var blevet opdaget af to amerikanske brødre Hyatt. En rig amerikansk billardspiller udlovede i 1868 en dusør på 10.000 dollars til den, der kunne skaffe et bedre materiale til billardkugler end elfenben, som var fyldt med små luftindeslutninger og uregel­mæssigheder, hvilket gjorde, at de ikke altid kunne løbe lige ud. Desuden var elfenben meget dyrt. Englænderen Parkes tæmmede skydebomulden med kamfer; men det var brødrene Hyatt, der fik patent på en sprøjtestøbemaskine til fremstilling af billardkuglerne og andre emner. Cellulosenitrat blev produceret første gang i 1866 under handelsnavnet Parke­sine, senere under navne som Xylonite, Ivoride og Celluloid.

De første radioer i plast
Plastens ABZ

Plastalderen var begyndt i årene omkring 1870. Da celluloid er meget brandfarligt, søgte man snart et mere varmestabilt materiale. Den belgiske kemiker Leo Baekeland fik i 1907 patent på et plast­materiale fremstillet af phenol og formaldehyd og sammenpresset med træmel. Materialet – phenol­plast – opnå­ede hurtigt stor frem­gang, og det fremstilles stadig i mange ud­- gaver og med mange forskellige fyldstoffer. Det blev masseproduceret siden 1910 af General Bakelite Company i USA under handelsnavnet Bakelit®

Det skulle vise sig, at netop de to første plastmaterialer af større betyd­ning repræsenterer hver sin hovedgruppe af plast, nemlig termo­plastene (cellulosenitrat) og hærdeplastene (phenolplast).
Samtidigt repræsenterer cellulosenitrat de halvsyntetiske plast­poly­me­rer og phenolplast de helsyntetiske (se herom senere). I første halvdel af 1900-tallet voksede den første generation af plast­polymerer frem: polystyren, PVC, acrylplast, nylonfibre, blød polyethylen (PELD), SBR-gummi, alkydfarver, carbamidplast, celluloseacetat og mela­minplast.
I 1950’erne kom den anden generation af syntetiske, polymere materialer: konstruktionsplast – eller tekniske plast – med større mekanisk styrke og stabilitet, fx hård polyethylen (PEHD), polypropy­len, polycarbonat, epoxyharpikser og polysulfon, fibre og folier af termo­plastisk polyester, chloropren-, nitril- og EPDM-gummi, latexfarver, lakker, skumplast af polyure­than og af polystyren samt glasfiberforstærket umættet polyester.
I slutningen af 1960’erne begyndte den tredje generation af syntetiske, polymere materialer at vise sig på det kommercielle marked, nemlig plast, fibre og gummi med meget høj styrke og termisk stabilitet: Polyimider, carbonfibre og aramidfibre, fluorgummi m.v.
Hvis man regner efter volumen, har verdensforbruget af plastmaterialer allerede midt i 1980’erne overhalet forbruget af stål.