De første sprøjtestøbemaskiner
Når man foretager et historisk tilbageblik med hensyn til sprøjtestøbemaskinen, dukker der et patent op med nummeret US-patent nr. 133229, som er dateret november 1872. Dette patent er udtaget af brødrene John W. og Isaiah Hyatt på en vertikal propmaskine, opbygget med en sprøjteenhed og en lukkeenhed til lukning af værktøjet.
Få år efter udviklede brødrene Hyatt en sprøjteteknik med udgangspunkt i materialet nitrocellulose. Med den nyudviklede, vertikale sprøjtestøbemaskine omsprøjtede man et trægreb til barberkoste med nitrocellulose.
Nitrocelluloses lette antændelighed stod imidlertid i vejen for en yderligere udbredelse og udvikling af sprøjtestøbemaskinen og sprøjtestøbeteknikken.
Først i årene 1917 til 1919 blev den første virkelige sprøjtestøbemasse udviklet af Eichengrün i Berlin. Sprøjtestøbemassen var den til sammenligning med nitrocellulose ufarlige acetylencellulose.
På basis af Eichengrüns ideer byggede berlineren Buchholtz en sprøjtestøbemaskine, som har dannet baggrund for senere udviklinger af sprøjtestøbemaskiner.
Der gik mange år, inden der for alvor kom gang i produktionen af sprøjtestøbemaskiner. I 1930-40’erne var sprøjtestøbemaskinen endnu relativt primitiv. Datidens maskiner var slet ikke automatiske, idet lukning og åbning af værktøjet foregik med håndkraft via et vægtstangsprincip. Indsprøjtningen var ligeledes manuel via et vægtstangsprincip, dvs. teknikken var relativt simpel, og der blev slet ikke arbejdet med de tryk, som der arbejdes med i dag.