De første plasttyper

Det første plastmateriale, der fik kommerciel betydning, var cellu­loid, som er cellulosenitrat, der er blødgjort med kamfer. Det er en videreudvikling af det yderst farlige stof skydebomuld, som var blevet opdaget af to amerikanske brødre Hyatt. En rig amerikansk billardspiller udlovede i 1868 en dusør på 10.000 dollars til den, der kunne skaffe et bedre materiale til billardkugler end elfenben, som var fyldt med små luftindeslutninger og uregel­mæssigheder, hvilket gjorde, at de ikke altid kunne løbe lige ud. Desuden var elfenben meget dyrt. Englænderen Parkes tæmmede skydebomulden med kamfer; men det var brødrene Hyatt, der fik patent på en sprøjtestøbemaskine til fremstilling af billardkuglerne og andre emner. Cellulosenitrat blev produceret første gang i 1866 under handelsnavnet Parke­sine, senere under navne som Xylonite, Ivoride og Celluloid.

Plastalderen var begyndt i årene omkring 1870. Da celluloid er meget brandfarligt, søgte man snart et mere varmestabilt materiale. Den belgiske kemiker Leo Baekeland fik i 1907 patent på et plast­materiale fremstillet af phenol og formaldehyd og sammenpresset med træmel. Materialet – phenol­plast – opnå­ede hurtigt stor frem­gang, og det fremstilles stadig i mange ud­- gaver og med mange forskellige fyldstoffer. Det blev masseproduceret siden 1910 af General Bakelite Company i USA under handelsnavnet Bakelit®

Det skulle vise sig, at netop de to første plastmaterialer af større betyd­ning repræsenterer hver sin hovedgruppe af plast, nemlig termo­plastene (cellulosenitrat) og hærdeplastene (phenolplast).
Samtidigt repræsenterer cellulosenitrat de halvsyntetiske plast­poly­me­rer og phenolplast de helsyntetiske (se herom senere). I første halvdel af 1900-tallet voksede den første generation af plast­polymerer frem: polystyren, PVC, acrylplast, nylonfibre, blød polyethylen (PELD), SBR-gummi, alkydfarver, carbamidplast, celluloseacetat og mela­minplast.
I 1950’erne kom den anden generation af syntetiske, polymere materialer: konstruktionsplast – eller tekniske plast – med større mekanisk styrke og stabilitet, fx hård polyethylen (PEHD), polypropy­len, polycarbonat, epoxyharpikser og polysulfon, fibre og folier af termo­plastisk polyester, chloropren-, nitril- og EPDM-gummi, latexfarver, lakker, skumplast af polyure­than og af polystyren samt glasfiberforstærket umættet polyester.
I slutningen af 1960’erne begyndte den tredje generation af syntetiske, polymere materialer at vise sig på det kommercielle marked, nemlig plast, fibre og gummi med meget høj styrke og termisk stabilitet: Polyimider, carbonfibre og aramidfibre, fluorgummi m.v.
Hvis man regner efter volumen, har verdensforbruget af plastmaterialer allerede midt i 1980’erne overhalet forbruget af stål.