PVC og WUPPI-ordningen

PVC har gennem årene været udsat for særlig opmærksomhed i genanvendelses- og bortskaffelsessammenhænge. Det er uønsket at forbrænde PVC, fordi der derved dannes hydrogenchlorid, som opløst i vand er saltsyre. For at undgå udslip af saltsyre til omgivelserne, skal røggassen fra forbrændingsanlæggene neutraliseres med kalk; men derved dannes der calciumchlorid, som skal deponeres. Problemet er imidlertid, at den mængde calciumchlorid, der dannes, fylder mere end dobbelt så meget som den mængde PVC, der blev forbrændt, og den energimængde (brænd­værdien af PVC-materialerne), der frigøres ved forbrændingen, end ikke dækker den energimængde, der medgår til neutraliseringen.
På dette grundlag blev der i 1991 indgået en frivillig aftale (PVC-aftalen) mellem miljøministeren og industrien om, at den del af PVC-affaldet, der sendes til affaldsforbrænding, skulle være reduceret til et bestemt niveau senest i 2000. Imidlertid blev de aftalte delmål ikke opnået, og for at fremme udviklingen blev der i 1999 i Folketinget vedtaget en lov om afgifter på PVC til visse produkter. Samtidigt blev der i øvrigt indført en afgift på phthalater, der anvendes som blødgører i blødgjort PVC, for at tilskynde industrien til at reducere brugen af phthalater, idet de anses for at være sundhedsmæssigt og miljømæssigt betænkelige.
Som en konsekvens af PVC-aftalen har fem danske producenter af byggevarer af PVC i 1999 dannet et selskab, der har til formål at indsamle og genanvende byggeaffald af stiv PVC. Selskabet hedder WUPPI A/S efter forbogstaverne på moderselskaberne (Nordisk Wavin A/S, Uponor A/S, Plastmo A/S, Primo Danmark A/S og Icopal A/S). Produkter, som er fremstillet hos en af de fem virksomheder, er naturligvis af kendt sammensætning og kan derfor indgå direkte i en genvindingsstrøm til fremstilling af nye kvalitetsprodukter, mens de ”fremmede” produkter kan anvendes til ”sekundavarer” eller opgraderes.