Biologisk nedbrydelige polymerer
For produkter, som er stærkt tilsmudsede, eksempelvis fødevareemballage, hygiejniske artikler og bleer, er materialegenvinding eller -genbrug næsten utænkeligt. Forbrænding med udnyttelse af energien forekommer at være den eneste realistiske måde at bortskaffe dem på under samtidig udnyttelse af ”restværdien”.
Et interessant alternativ er at fremstille sådanne produkter af kompostérbare plastmaterialer.
På markedet findes allerede i dag et lille antal biologisk nedbrydelige polymerer, som har egenskaber som og kan anvendes som termoplast. En af biopolymererne produceres under forgæring af carbonhydrater (kulhydrater) af mikroorganismen Alcaligenes eutrophus. Hvis A. eutrophus fodres alene med glukose, dannes polymeren polyhydroxybutyrat (PHB), og hvis man desuden tilsætter en organisk syre, dannes en copolymer: hydroxybutyrat/hydroxyvalerat-copolymer (HB/HV). Præcis som ved de almindelige plasttyper bliver produkter lavet af biopolymerer stabile, holdbare og fugtbestandige. De er egnet såvel til mekanisk genvinding og kompostering som til energigenvinding. Ved forbrænding dannes kun carbondioxid og vand. Ved kompostering sker den biologiske nedbrydning ved hjælp af mikroorganismer.
Eksempel
Da en prøve af et PHB blev gravet ned i jorden, blev der efter 32 uger konstateret et relativt vægttab på 90 %.
Markedet for den type af materialer forventes at blive stort. Man kan tænke sig sofistikerede anvendelser som implantater i kroppen, som accepteres af vævet, hvorefter polymeren langsomt opløses og forsvinder, samtidigt med at der dannes nyt væv dér, hvor implantatet blev indopereret. Eksempler på andre, mere simple anvendelser er hygiejneartikler (som skylles ud i toiletafløbet), jordbrugsartikler (gødningssække, der graves ned i jorden), plantekrukker (urtepotter) og emballage, specielt laminatemballage af typen plast/papir. Et stort problem er dog høje produktionsomkostninger; men der forskes meget i dette område, og biopolymererne burde snart kunne konkurrere med basisplastene – i det mindste inden for visse nicheproduktioner.
Parallelt med udviklingen af ovennævnte, helt nedbrydelige polymerer udvikles der materialer, som er blandinger af stivelse og polyolefiner, sædvanligvis polyethylen. Det gælder her om at få stivelsesindholdet så højt som muligt og stadig beholde karakteren af termoplast. Ved kompostering nedbrydes stivelsen, og polyolefinen fragmenteres til et fint pulver. Sådanne materialer forekommer allerede som forsøg til en del engangsartikler.