Hærdeplast
Virkemåden i hærdeplast
Som tidligere beskrevet adskiller hærdeplast sig fra termoplast på det væsentlige punkt, at der ved forarbejdning af hærdeplast indgår kemiske processer, mens der ved termoplast kun sker en ændring af materialets form. Hærdeprocessen er således af afgørende betydning for det færdige emnes egenskaber. Hærdeplastene eksisterer så at sige ikke som materiale, før de er formgivet, og hærdningen er fuldendt. Hærdeprocessens forløb afhænger af en lang række faktorer, som det er nødvendigt at have fuld kontrol over. Hærdeprocessen i sig selv foregår normalt mellem to stoffer. De parametre, der er af størst betydning for hærdeprocessens forløb, er det forhold, hvori stofferne sammenblandes, sammenblandingens effektivitet og temperaturforløbet under processen. De mekanismer, der er forbundet med de enkelte materialer, kan være meget forskellige og er beskrevet i det følgende under hvert enkelt materiale.
Hærdeplastene vil for de flestes vedkommende i uforstærket tilstand være ret sprøde og derfor kun sjældent egnet som konstruktionsmateriale. Derimod anvendes de fx til overfladebehandling (fx polyurethan og epoxyplast), som klæbestof (fx phenolplast, polyurethan og epoxyplast) og som polstermateriale (polyurethan).
Pressestøbning af hærdeplast fra pulver til færdigt emne (F&H A/S)
Hvis hærdeplast skal anvendes som konstruktionsmateriale, skal de forstærkes. Normalt bruges tynde fibre af glas eller andre udvalgte mate-rialer til forstærkning af hærdeplast. Carbonfibre (kulfibre) og aramidfibre (fx Kevlar) anvendes også i stor udstrækning til forstærkning af plast. Til særligt avancerede konstruktioner anvendes desuden metalfibre af fx stål eller bor, men også fibre af polyethylen, cellulose, siliciumcarbid og aluminiumoxid er ved at vinde indpas. I øvrigt er det ikke kun i hærdeplast, at man blander forstærkningsfibre. I de senere år er der også sket en voldsom udvikling i udnyttelsen af fiberforstærket termoplast. For tiden forskes der meget i at anvende plantefibre til forstærkning af plast, men problemer med at sikre veldefinerede og ensartede produkter forhindrer indtil videre, at de kan anvendes i belastede konstruktionselementer.