Plastpolymerer med lineær (eller forgrenet) molekylær kædestruktur vil ved opvarmning blive bløde for til sidst at blive flydende. Dette sker, når den tilførte energimængde er tilstrækkeligt stor til at bryde de sekundære bindinger, som holder molekylerne sammen til et fast stof. Ved efterfølgende afkøling gendannes de sekundære bindinger, og stoffet størkner. Denne proces er reversibel og kan i princippet gentages i det uendelige.

Polymerer, der opfører sig således, kaldes termoplastiske. Til daglig kaldes de blot termoplast.

Andre plastpolymerer er opbygget af et tredimensionalt netværksmolekyle. Et sådant materiale vil ved opvarmning ikke smelte, idet alle dets dele sammenholdes af primære bindingskræfter i covalente bindinger. Når først det molekylære netværk er dannet, kan et givent emnes form aldrig ændres ved termisk påvirkning, uden at der samtidigt sker en nedbrydning af molekylet. Materialer med denne opbygning kaldes (termo)hærdelige, eller til daglig blot hærdeplast.

Hærdeplast må altså på tidspunktet for deres endelige, termiske formgivning have termoplastlignende karakter, og det tredimensionale netværksmolekyle må dannes under og efter formgivningen. Denne sidste – kemiske – proces benævnes ofte hærdning. Som regel foregår formgivning og hærdning i én og samme proces. Denne termiske formgivnings- og hærdeproces er således irreversibel, dvs. den kan ikke gentages.

Foruden de nævnte forskelle i molekylstruktur og forhold ved opvarmning er der en række andre punkter, hvorved de to plastgrupper adskiller sig markant fra hinanden.
Ved hærdeplast sker den endelige polymerisation som nævnt samtidigt med eller umiddelbart i forlængelse af formgivningen, ofte under anvendelse af tryk og varme. Af dette fremgår, at det er den produktfremstillende part, der er ansvarlig for materialernes slutegenskaber. Hærdeplastmaterialerne eksisterer så at sige ikke som materialer, før formgivningen og den endelige hærdning er foregået. Produktfremstilleren styrer nemlig den kemiske proces, der resulterer i dannelsen af netværksmolekylet (hærdningen).

Ved termoplast sker polymerisationen hos polymerproducenten. Produktfremstilleren udøver ingen kemisk, men kun en fysisk proces på termoplastmaterialet, nemlig ved at give det en ny form ved hjælp af opvarmning til smeltning og efterfølgende afkøling til størkning. Dog kan der ske en – som regel uønsket – beskeden, termisk nedbrydning af termoplastmolekylerne.

Hærdeplast er hårde og stive, men ofte sprøde, hvorfor de næsten altid anvendes med tilsætning af fyldstoffer eller forstærkningsmaterialer. Termoplast derimod kan ved stuetemperatur variere fra stive til bøjelige. Selv om det er stadigt mere udbredt at tilsætte fyldstoffer, men især forstærkningsmaterialer (fx glasfibre) til termoplast, finder de meget udbredt anvendelse uden sådanne tilsætningsstoffer.

Hærdeplast kan generelt modstå højere temperatur end de almindelige termoplast. Imidlertid findes der særlige, højtydende termoplast, hvis varmebestandighed er fuldt på højde med hærdeplastenes eller bedre.

I almindelighed er hærdeplast som følge af den tredimensionale netværksstruktur ikke opløselige i opløsningsmidler, men der kan forekomme en vis kvældning (volumenforøgelse som følge af absorption af væske eller gas). Termoplast lader sig derimod generelt let opløse. Polyethylen kan dog ikke opløses ved stuetemperatur, men godt ved forhøjet temperatur.

Fejlbehæftede emner, kantafskæring og overskudsmateriale af hærde- plast kan ikke umiddelbart recirkuleres, mens det udmærket lader sig gøre med termoplast, forudsat at materialet ikke er blevet nedbrudt. Ofte blandes “jomfrueligt” (engelsk: virgin) termoplast-materiale med en vis andel genbrugsmateriale (regranulat).

Det, der er særligt karakteristisk for elastomererne, er deres gummiegenskaber, dvs. deres evne til at deformeres lineært elastisk og at tåle store deformationer. I de vulkaniserbare gummier, både de naturlige og de syntetiske, sker der en tværbinding mellem polymermolekyler ligesom ved hærdeplastene, men der er langt større afstand mellem tværbindingerne. Derfor bliver maskerne i det rumlige netværksmolekyle meget store, og den gummielastiske karakter opstår. I de termoplastiske elastomerer kombineres den termoplastiske forarbejdelighed med de konventionelle elastomerers gummielastiske egenskaber. Uden vulkanisering har de termoplastiske elastomerer gummielastiske egenskaber i et vist temperaturområde, men ved højere temperatur ophæves de kræfter, der giver disse egenskaber, og materialerne kan forarbejdes som termoplast ved sprøjtestøbning, ekstrudering osv. Overgangen mellem en forarbejdelig smelte og en fast, gummiagtig tilstand sker hurtigt og reversibelt. Den gummielastiske karakter opstår øjeblikkeligt ved afkøling.

Produktionsaffald kan granuleres og iblandes nyt materiale uden væsentligt tab af fysiske egenskaber. Fordelene ved let forarbejdelighed i kombination med de mange interessante anvendelsestekniske egenskaber har betydet en hurtig vækst i forbruget af termoplastiske elastomerer. De erstatter hele tiden vulkaniseret gummi til en lang række anvendelser.