Polymerers krystallinitet
Man har undersøgt strukturen af énkrystaller (enkelte krystaller) af polymerer. Det viser sig, at en lang række polymerer med kædemolekyler har en vis tendens til at danne krystal-lignende områder. Hos polymererne kaldes sådanne områder ikke krystaller, men krystallitter, fordi de er væsentligt forskellige fra krystaller, selv om de ligner krystaller på nogle punkter. Ind imellem sådanne krystallinske områder vil der altid være områder uden nogen form for orden. Disse ikke-krystallinske eller amorfe områder dannes populært sagt, fordi kædemolekylerne er så lange, at de let kommer i uorden.
Krystaller og krystallitter
Som nævnt i teksten, kaldes de ordnede, krystal-lignende områder i polymerer ikke krystaller men krystallitter for at antyde, at de på væsentlige punkter afviger fra krystaller, selv om de på andre punkter ligner dem. Da polymerer ikke kan være 100 % krystallitiske, er der mest korrekt at kalde dem delkrystallitiske. Til daglig i plastbranchen siges og skrives ofte blot delkrystallinske eller krystallinske. Man siger ikke, at plastene krystallitiserer, blot at de krystalliserer. Tilsvarende taler man om krystallisation og efterkrystallisation. Smeltepunktet kaldes den krystallinske smeltetemperatur eller det krystallinske smeltepunkt.
Den andel af en polymers masse, der er krystallittisk, kaldes krystalliniteten. I polyethylenmolekyler uden forgreninger eller med meget korte forgreninger (lineære molekyler som i PEHD) er krystalliniteten stor, mens stoffer med forgrenede molekyler (fx PELD) og stoffer med store sidegrupper af atomer knyttet til “rygraden” af carbonatomer (fx polystyren) har ringe eller slet ingen tendens til at danne krystallitter. Dette spiller en stor rolle for materialernes struktur og dermed for deres egenskaber.