Brandhæmmere
Nogle plastpolymerer antændes let, andre er svært antændelige, men de er alle sammen brandbare. Et materiales antændelseslethed har imidlertid ingen sammenhæng med dets opførsel i en brandsituation. Afgørende er først og fremmest brandrisikoens karakter og plastmaterialets opbygning.
Forløbet af en brand, der involverer plast, kan ofte begrænses væsentligt ved anvendelse af brandhæmmende additiver i plasten.
En brand forløber principielt i fire faser og kan således forhindres eller begrænses, hvis der sættes ind i blot én af de fire faser
- Tilførsel af varme
- Dannelse af gasformige, brandbare spaltningsprodukter
- Nedbrydningsprodukter fra den polymere udslipper til atmosfæren
- Antændelse af disse fragmenter af den oprindelige varmekilde og luftens oxygen. Derved frigøres mere varme, og forbrændingen kan vedligeholdes
De verdensomspændende strengere og strengere sikkerhedsbestemmelser inden for byggeri, transport og andre industrier stiller sammen med den stigende anvendelse af plast voksende krav til betydningen af brandhæmmende tilsætningsstoffer til plastindustrien.
Godt halvdelen af de brandhæmmende midler udgøres af phosphorsyreestere, mens chlorerede paraffiner udgør omkring 30 %, antimontrioxid ca. 12 % og borforbindelser resten.
Man skelner mellem fire grupper af brandhæmmende midler:
- Stoffer, der danner tunge gasser, fx antimonoxichlorid, som derved udgør et varmeisolerende lag eller udøver en kvælende virkning på branden.
- Stoffer, som ved en varmeforbrugende (endoterm) reaktion udøver en afkølende indflydelse på brandzonen.
- Stoffer, der som phosphorsyreestere danner et afskærmende lag, som holder oxygenen væk.
- Stoffer, som afbryder forbrændingsreaktionen, idet der dannes frie radikaler, hvoraf der dannes færre brandbare stoffer.
Almindeligvis inddeles de brandhæmmende midler i tre grupper: Organiske additiver, uorganiske additiver og reaktive midler.