Additionspolymerisation
Additionspolymerisation eller polyaddition baseres på det forhold, at visse stoffer blot ved tilførsel af tilstrækkelig mængde energi kan bringes i en tilstand, hvor stoffets molekyler indgår kemisk forbindelse med hinanden under dannelse af polymere molekyler uden dannelse af biprodukter.
Umættede forbindelser, altså forbindelser med mindst én dobbeltbinding, vil have en almindelig tendens til at polymerisere ved polyaddition.
Dannelsen af polyethylen er et typisk eksempel.
Af de almindelige plastmaterialer er også polypropylen, polyvinylchlorid (PVC), polystyren, acrylplast og polyoxymethylen produkter af en polyadditionsproces.
Hvis to eller flere forskellige, umættede monomerer blandes sammen, kan de undertiden indgå forbindelse med hinanden, således at molekyler af begge monomerer indgår i det polymere produkt. Sådanne produkter kaldes copolymerer, og processen kaldes copolymerisation.
Slagfast polystyren er et sådant eksempel, hvor styren og butadien begge indgår i det polymere produkt.
Styren-acrylnitril-copolymer (SAN) og ABS er andre eksempler.
Polyaddition kan også foregå mellem to stoffer, der ikke begge har dobbeltbindinger, hvis det ene fx indeholder to dobbeltbindinger, som begge kan brydes under processen under reaktion med atomgrupper i det andet stof.
Herved kan der ske overflytning af et hydrogenatom fra det ene stof til det andet under dannelse af en polymer uden fraspaltning af biprodukter.
Dannelse af polyurethan ud fra en di-isocyanat og en glykol er et eksempel herpå.
Desuden kan en række ringformede molekyler polymerisere ved addition, selvom de ingen dobbeltbinding indeholder. Ved brud af en enkeltbinding åbnes ringen, uden at der derved sker et fuldstændigt brud af molekylets indre sammenhæng. Der dannes to frie bindinger, således at molekylet i begge ender kan reagere med et andet molekyle af samme slags.
Polyamid 6 er et eksempel på et polyadditionsprodukt, der er dannet ud fra en ringformet monomer, nemlig stoffet ε-caprolactam (ε = epsilon).