Polymerisation
Processer, hvorved der, som beskrevet i det foregående, dannes polymerer ud fra én eller flere monomerer, kaldes polymerisationsprocesser.
Hvorledes de i naturen forekommende højpolymere forbindelser dannes, har man ofte kun en vag formodning om. Derimod er mekanismerne i de syntetiske polymerisationsprocesser veldokumenteret.
Kun nogle få plastmaterialer er baseret på polymerer, der forekommer i naturen, fx celluloseplast og kaseinplast. De øvrige er polymeriseret syntetisk, dvs. af mennesket.
Polymerisation kan foregå med én eller flere forskellige monomerer som udgangsstoffer og med eller uden dannelse af biprodukter foruden den polymere, som er hovedproduktet.
For at en monomer kan polymerisere, må dens kemiske natur være sådan, at molekylet kan reagere med mindst to andre molekyler. Hermed er der mulighed for, at molekylvæksten kan ske i mindst to retninger principielt i det uendelige.
Polymerisationsprocesserne falder naturligt i to hovedgrupper: additionspolymerisation eller polyaddition, hvor der ikke dannes biprodukter, og kondensationspolymerisation eller polykondensation, hvor der fraspaltes biprodukter.