Ekstruderingsværktøj
I ekstruderingsværktøjet formgives den opvarmede plast. Om plasten formes til fx en slange, profil, folie, plade eller monofil, er i den her sammenhæng underordnet. Det er de samme forhold i værktøjet, der skal tages hensyn til.
Varmebåndene på værktøjet tilfører normalt en lille smule varme. Varmen er kun medvirkende til at hjælpe plasten igennem værktøjet og har grundlæggende ingen indvirkning på plastificeringsprocessen. Dog kan værktøjer med en meget lille dyse- eller spalteåbning udøve et ret stort modtryk på lige fod med filteret/sien.
Hvis man forestiller sig, at der ikke er noget filter eller si eller anden form for modtryk, og at værktøjet er til fx store rør med en spalteåbning på 15 mm, så vil plastkornene rent faktisk kunne ”trille” stille og roligt igennem ekstruder og værktøj. Snekken vil da i princippet blot fungere som en transportsnegl, når der ses bort fra kompressionsforholdet.
Er det derimod et værktøj med meget små/tynde flydeveje, kan der opstå så megen friktionsvarme i værktøjet, at dele af plasten eller dele af tilsætningsstofferne, som måske ikke tåler så høj temperatur, kan brænde fast indvendigt i værktøjet.
Dette kan opleves som brandstriber (mørke striber af forkullet plast, som forringer kvaliteten). Der kan være matte striber i overfladen. Det kan også forekomme som sorte klatter i overfladen fra forbrændte klatter, som river sig løs og følger med produktet ud.
En af måderne at løse dette problem på er at sætte produktionshastigheden ned. En anden måde kunne være at hæve temperaturen en anelse på værktøjet der, hvor der er mindst plads. Derved varmes overfladen i plasten, som bliver mere blød og derved smutter nemmere igennem. Men pas på, at plasten ikke bliver nedbrudt og derved mister kvaliteten.
Hvis man hæver temperaturen på dysen, vil man i de fleste tilfælde også opleve, at emnet bliver mere blankt i overfladen.