Modtryk
Modtrykket bør vælges moderat, idet det let kommer til at virke cyklusbegrænsende.
Man følger råvareleverandørens anbefalinger ved valg af modtryk, idet det kan have stor betydning for de færdigstøbte emneegenskaber, herunder også på vægt- og målstabiliteten.
Valg af modtryk foretages med det sigte at få en plastsmelte, der er godt æltet, det vil sige godt plastificeret, godt homogeniseret, samt med en god temperaturhomogenitet – det sidste er specielt gældende for delkrystallinske materialer.
Endvidere vil modtrykket være medvirkende til, at den luft, der befinder sig imellem granulatkornene, vil blive presset bagud i sprøjtecylinderen og ud i det fri gennem materialetragten under opsnekningsprocessen.
Varmefølsomme plastmaterialer fx POM opgives af råvareleverandøren til forarbejdning næsten eller helt uden modtryk.