Proceskontrol
Den proceskontrol, som foregår i produktionen, støtter sig ofte til notering og overvågning af procesdata. Pludseligt indtrufne ændringer i procesdata vil ofte give et fingerpeg om, at en kvalitetsændring er på vej.
Alarmer for temperaturoverskridelse samt automatisk måleudstyr, alarm for trykfald osv. er blot nogle af de mange hjælpemidler, som findes på mange anlæg i dag.
Når der er lang vej fra ekstruderen og frem til saven, betyder det, at der kan være fx fire timers produktion mellem dysen og målestedet.
Dette medfører fire timers ventetid, før virkningen af en rettelse kan observeres. Og måske fire timers affald!
Derfor er der ved mange ekstrudere monteret automatisk måleudstyr meget tæt på dysen. Dette måleudstyr sender kontinuerligt måleresultater til ekstruder og trækbænk. På baggrund af disse resultater kan ekstruder og trækbænk korrigere for eventuelle afvigelser i godstykkelsen.
Når emner kasseres ved efterkontrol, medfører det, at alle de emner, som er undervejs fra maskine til kontrol, også må kasseres.
Derfor er det vigtigt at sætte ind med kontrol så tidligt som muligt under produktionen. Derved kan der spares en stor del affald og dermed mange unødvendige omkostninger samt i mange tilfælde et stort fysisk sorteringsarbejde.
Hvis fabrikkerne ikke gennemfører tilstrækkelig kontrol med produktionen, kan det forekomme:
- At hele produktionsserien kasseres
- At fabrikken mister sin godkendelse
- At råvareforbruget ligger fx 10 % over det nødvendige minimum
- At der mistes kunder
Desuden er der store penge at spare ved omhyggelighed og omtanke. En forøgelse af materialeforbruget på 10 % kan nemt betyde 50 kg råvare ekstra i forbrug pr. time.
Med en materialepris på 10 kr. pr. kg løber dette således op i 500 kr. pr. time, som leveres unødvendigt til kunden.
Hvis man fremstiller en folie, som må leveres på 40 µm, og den produceres på 44 µm, er det faktisk 10 % overvægt. Det samme gør sig gældende, hvis man producerer et rør med 3,30 mm i godstykkelse, og dette må leveres med 3,00 mm.