Optagelse af fugt
Folier og plader af termoplast kan optage vand (de er hygroskopiske), hvis materiale eller additiver er hygroskopiske, fx talkum, sod og visse farvestoffer. Hygroskopiske plastmaterialer er fx ABS, ASA, CA, ekstruderet PMMA, PC, PET-A, PSU, PES og ikke mindst PA.
Hygroskopiske råvarer pakkes normalt lufttæt, og der åbnes først i forbindelse med forarbejdningen, da der ellers optages fugt fra åbningen af pakken til forarbejdningen (det er dog tit alligevel nødvendigt at udtørre materialet). Det er svært at bestemme et materiales fugtighed med enkle midler. Hvis materialet er fugtigt, vil der ved formning opstå blærer i over- fladen af pladen. Det er derfor nødvendigt at fortørre hygroskopisk materiale, der er fugtigt, for at kunne forarbejde det. Ved normal luftfugtighed kan plastplader/folier opbevares relativt kort tid i fri luft, inden det er nødvendigt at fortørre igen. Denne tid er dog afhængig af pladernes tykkelse, og om de ligger i en stabel eller på en rulle. Hvis leverandøren ikke medsender udtørringsdata, kan man anvende fortørringstemperatur og -tider i tabellen ”Egenskaber ved termoform-materialer”, der findes senere i dette kapitel.
Materialerne udtørres i en ovn. Det er vigtigt, at pladerne placeres sådan, at tørreluften kan cirkulere omkring begge sider af pladerne.