Køling af forme
Ved køling af forme er det vigtigt, at formen har ensartet temperatur. Formen må ikke have områder, der varierer væsentligt i temperatur. Det kan forekomme, hvis formen er konstrueret sådan, at varmen i visse områder ikke kan komme væk, fx ved smalle ribber, eller hvis kølerør ikke er placeret korrekt.
Forme af støbemasse har sjældent temperaturstyring, da den dårlige varmeledning ikke tillader optimal styring.
Ved materialer med god varmeledning, fx aluminium, skal kølerørene have god kontakt med formen og være så store, at der er god gennemstrømning. Ved for lille gennemstrømning eller ved for lange kølekanaler vil kølevandets temperatur variere meget fra indgang i formen til udgang. Det betyder, at formen vil have stor variation i temperatur.
Også ved indirekte kølede forme, hvor formen placeres oven på en køleplade, er det vigtigt, at berøringsfladen er så stor som muligt for at få den størst mulige varmeovergangsflade.