Fremstilling og forarbejdning af fiberforstærket hærdeplast
I forbindelse med fremstilling og forarbejdning af hærdeplast er det vigtigt at huske, at hærdeplast ikke eksisterer som sådan, før hærdningen er foregået. Hærdningen foregår samtidigt med eller umiddelbart efter formgivningen (støbningen). Det hærdede materiales egenskaber er således – foruden af plastharpiksens og hjælpestoffernes natur og sammensætning – væsentligt afhængige af faktorer som blandingsforholdet mellem polymer og hærdemidler, temperaturen og temperaturforløbet under hærdningen, tilsætning af forstærkningsfibre, disses art, fordeling og placering i emnet. De sidstnævnte forhold er direkte afhængige af operatørens forståelse for og omhu med arbejdet.