Fortørring
Det er normalt kun nødvendigt at fortørre materialet, når det er foreskrevet af råvareleverandøren. Når det er foreskrevet, skyldes det, at materialet er følsomt for overfladefugt, eller fordi visse materialer direkte absorberer fugt.
Selv om et materiale ikke er følsomt over for fugt, må det frarådes at anvende det direkte, såfremt det har været opbevaret på et koldt lager. Ved store temperaturforandringer, fx ved påfyldning af koldt materiale i tragten, er der stor risiko for dannelse af kondensvand på materialekornene.
Yderligere kan koldt materiale bevirke ustabilitet i processen, da der skal tilføres mere varme i fødezonen på cylinderen.
Det må derfor tilrådes, at ma-terialet anbringes i produktionshallen for at tempereres, inden det fyldes på maskinen.
Anvendelse af fugtigt materiale vil altid have negativ indflydelse på emnekvaliteten. Fugten bliver til små dampblærer under opvarmningsprocessen. Efter afkølingen vil der således være små hulrum i emnet, hvilket både nedsætter styrke og tæthed.
Den nødvendige temperatur og tid for at opnå tilstrækkelig fortørring vil kunne oplyses af materialeleverandøren. Vedstående tabel er kun vejledende.
Fortørringstider og fortørringstemperaturer for fugtfølsomme materialer
Materiale | Tørretid (ca. timer) | Tørretemperatur (ca °C) |
---|---|---|
PS | 1-3 | 60-80 |
ABS | 4 | 70-80 |
CA | 2 | 70-80 |
PMMA | 8 | 70-100 |
PA | 16 | /0-100 |
PC | 8 | 100-120 |
PET | 4 | 100-120 |