Dyser generelt
Hvad enten det drejer sig om bund- eller sidefødte dyser, er selve de formende dele så godt som ens. Som regel kan der fra maskinleverandørerne fremskaffes dyser af forskellige størrelser, således at forstå, at man til et givent folieværktøj kan skifte mellem 2-4 dysediametre: 50, 80, 100 og 150 mm eller 150, 200 og 250 mm.
Spalteåbningen kan også variere. Til fremstilling af polyethylenfolie varierer spalteåbningen fra ca. 0,5 mm til 2,5 mm, alt efter hvilket produktområde man tilstræber.
Dyser kan være roterende eller stillestående. Ved rensning eller andet reparationsarbejde med dyser er det nødvendigt at være meget omhyggelig for at undgå fx ridser eller slag, idet disse ofte afsætter uønskede spor i folien.