Centrering af ekstruderen
Noget helt specielt ved næsten alle blæsestøbeanlæg er, at ekstruderen kan flyttes og justeres i højden, til siden og frem og tilbage. Behovet for dette opstår, ved at formplan og vognen, som formen er placeret på, sidder på nogle meget kraftige styre- og glidestænger, der er fast placeret på maskinens fundament.
Da slangehovedet er monteret direkte på ekstruderen, vil dysens placering følge ekstruderens, når man flytter denne. Derved er det muligt at få justeret ekstruderen således, at slangen afleveres præcis ned i midten af formen. I visse tilfælde ved specielle emner kan det også være nødvendigt at ekstrudere slangen ned i den ene side af formen.