Formsikring
Mange maskiner er forsynet med formsikring. Det betyder, at der er monteret en føler, som påvirkes, ca. 1 mm før formen lukkes. Formen lukkes da med to forskellige tryk. Mens formen er åben, lukkes den med lavt tryk. Først når føleren påvirkes, går maskinen over på højtryk. Derved lukkes formen så hårdt, at den ikke åbner sig ved opblæsningstrykket indvendigt i formen.
Det at formen lukkes med lavt tryk, sikrer formen mod at blive beskadiget af genstande, som kunne komme i klemme under lukningen. Derved sikres desuden, at cyklusen ikke fortsætter, hvis der kommer “ikke-afformede emner” i klemme.
Hvis et emne kommer i klemme, vil maskinen således stå halvlukket og vente. Derved vil “cyklusovervågningstiden” blive overskredet, og en alarm vil gå i gang.
Under udtagning af fastsiddende emner er det vigtigt, at man husker at anvende meget bløde håndværktøjer for ikke at beskadige formen.